Erhvervsmøde om motorvejens ’missing link’
Motorvejsgruppen under ErhvervsForum Holstebro inviterede alle interesserede virksomheder til oplysnings- og debatmøde den 17. maj 2017 hos Vald. Birn i Holstebro.
”Motorvejen kommer! Men vidste du, at den ikke bliver forbundet med motorvejen til Vejle? Eller Aarhus? Eller Hamborg? Lad os stå sammen – for sikkerhedens skyld!”
Sådan lød opfordringen fra Erhvervsforum Holstebro i invitationen til virksomhederne i Nordvestjylland.
Den kommende motorvej bliver afbrudt af ca. syv km motortrafikvej øst om Herning. ’The missing link’ kunne man kalde det. Dette hul i motorvejen bekymrer erhvervslivet i Nordvestjylland, som derfor har sat sig i spidsen for en motorvejsgruppe, der skal samle kræfterne i en fælles kamp og lobbyarbejde om at få motorvej hele vejen – for sikkerhedens skyld.
På informationsmødet deltog bl.a. projektchef fra Vejdirektoratet, Søren Andersen, som redegjorde for byggeriet af Holstebromotorvejen og svarede på spørgsmål fra de omkring 60 fremmødte.