Vejdirektoratet ændrer skiltning: Rute 18 nu primær vej til Vejle
Vejdirektoratet har ændret skiltningen på Holstebromotorvejen. Nu anvises rute 18 som den primære rute rundt om Herning, når turen går mod syd (foto: Vejdirektoratet).
Ændringen kommer efter en hel del henvendelser fra trafikanter, som har været forvirret over, hvilken vej de skulle tage for at komme til Vejle og videre sydpå. Det fremgår nu tydeligt, at det er meningen, at man skal dreje af ved afkørsel 17 ved Tjørring og tage motortrafikvejen øst om Herning.
– Vores begrundelse for at lave skiltningen om og gøre ”Vejle” til fjernmål i frakørsel 17 Tjørring er at lede ikke-stedkendte trafikanter med mål på rute 18 syd for Herning gennem et komplekst vejforløb. De skal forlade Holstebromotorvejen via frakørslen ved frakørsel 17 Tjørring, hvor der er et stykke med motortrafikvej, inden de igen kommer på motorvej, siger John Kjærsgaard, som er seniorprojektleder i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.
I motorvejsgruppen hilser vi ændringen velkommen, idet vi tolker den som en anerkendelse af, at rute 18 er den primære rute rundt om Herning og videre til resten af det danske og europæiske motorvejsnet.