Nytårskur satte gang i et nyt år med kamp for motorvej hele vejen
Repræsentanter fra det nordvestjyske erhvervsliv var samlet til Motorvejsgruppens Nytårskur den 20. januar på Nupark i Holstebro.
Her blev de budt på bobler og kransekage, mens de først hørte formand for motorvejsgruppen, Jens Axel Birn, give en status på gruppens kamp for motorvej hele vejen ad rute 18 omkring Herning. Formanden lagde ud med en billed-kavalkade over alle de aktiviteter, Motorvejsgruppen har gennemført i løbet af 2019: Fra foretræde for politikerne på Christiansborg, debatmøder, møder med politikere og happenings. Spritnye trafiktællinger viser, at der i 2019 hvert døgn i gennemsnit kørte 14.100 bilister ad rute 18, hvilket er endnu flere end sidste trafikmåling og over ¾ af alle bilisterne, som skal omkring Herning fra/til Holstebro.
Herefter gav Borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby, og MF Annette Lind begge et oplæg om deres syn på muligheder og udfordringer omkring infrastrukturen og udtrykte deres opbakning til motorvejsgruppens arbejde.
Til slut fik erhvervslivet lejlighed til at dele deres ideer til, hvordan motorvejsgruppen bedst håndterer det afgørende slag og kommer helt i mål med at få lukket motorvejshullet.
Mange tak for en hyggelig eftermiddag og god opbakning til sagen og den fortsatte kamp for at få motorvej hele vejen – for sikkerhedens skyld!